fri fragt til DK ved køb over DKK 650

Vi renoverer vores hus fra 1950érne

Sideløbende med Genskabt Vintage har jeg travlt med, i fællesskab med min mand at sætte vores hus i stand.

Det er en meget større mundfuld, end jeg havde forestillet mig: når vi kun har aftener og weekender til rådighed. Jeg er en evig tidsoptimist og samtidig frygtelig utålmodig...så det er udfordrende. Men der er en stor tilfredsstillelse i det. Vi får det langsomt mere og mere som vi vil have det. Og vi lærer huset godt at kende- på både godt og ondt. Og når tingene lykkes, eller driller som sædvanlig, men vi får løst det ved fælles hjælp, er det den bedste parterapi! Nogle gange er det det modsatte, og vi finder et hjørne på hver sin etage, vi kan arbejde videre med i eget tempo, uden indblanden.

Der har været en hel del overraskelser af den tunge slags... Og de har alle sinket processen voldsomt. Det er idag mere end to år siden vi flyttede ind! Og ja, vores jordnære unger er ind imellem ret tvivlende overfor om alle de fantastiske ting, vi har talt om skulle blive til noget, måske blot var luftkasteller. Men vi begynder nu endelig at kunne afslutte nogle rum. Og jeg kan nu f.eks. nyde at se lyset falde igennem vinduet i stuen, gennem det forstørrede vindueshul.

Det er så fantastisk hvad lys kan gøre! Selvom jeg som arkitekt ved disse ting, kan jeg overraskes over effekten af selv mindre forandringer- og det er så dejlig en fornemmelse!

Jeg har vedhæftet foto fra min datters værelse, der nu er visuelt forbundet med det tilstødende walk-in closet. Vi faldt spontant over et gammelt staldvindue i en god størrelse, købte det og gik hjem og monterede det i væggen. Nu har hun både solopgang og solnedgang udsigt i værelset. Og den nyrenoverede tagetage har fået lidt modspil og dermed kant i kraft af det ældre vindue.

Her på siden vil jeg ind imellem lægge lidt fotos op fra husprojektet- hvis du er til den slags gør-det-selv projekter, så følg endelig med.


Leave a comment

Please note, comments must be approved before they are published